Da Danmark fik sin første grundlov i 1848, forsøgte man fra dansk side at optage Slesvig i den nye grundlov. Slesvig holstenerne gjorde oprør mod dette, og resultatet blev 3 års krigen 1848-1850. Oprøret fik hjælp af preussen. Krigen blev stoppet efter pres fra de europæiske stormagter, og endte med at Slesvig og Holsten skulle høre under den danske krone. De europæiske grænse var fastlagt ved Freden i Keil efter napolenkrigene. Her havde Danmark på trods af nederlaget og afståelsen af Norge, fastholdt resten af helstaten. I november 1863 vedtog Rigsdagen en ny forfatning - Novemberforfatningen. Denne forfatning omhandlede det danske Kongerige og Slesvig. Østrigske og preussiske tropper, der talte 40.000 mand, angreb det danske fæstningsværk ved Dybbøl uden for Sønderborg, og sendte 8.000 granater mod de 9.000 danske soldater. Det endte med et lammende nederlag til Danmark. Blodet flød. Flere tusinde danske soldater blev dræbt eller såret, og resterne af den danske hær måtte flygte til Als.

Rigsdagen brød aftalerne og indtog Slesvig i det danske rige. Dermed udbrød 1864 krigen, da tyskerne var meget utilfredse med danskernes beslutning. Før det danske monarki af kogeriget Danmark, samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Dertil kom de økonomisk mindre betydningsfulde Lauenburg, færøerne og Island plus kolonierne på Grøndland og de vest-indiske øer. Alle de lande til sammen kaldes  helstaten Danmark.

Krigen havde fuldstændig ændret forstillingen om, hvad Danmark var og kunne: Før 1864 tog danskerne for givet, var i samme liga som store nationer som Prøjsen og Østrig. Men efter blot fem månderdes krig,og to større slag ved henholdsvis  Dybbøl og Als, havde Danmark mistede tusindsvis af soldater og var på afgrundens rand.

Tyskland som vi kender det i dag eksisterede ikke i 1864. Det var et kludetæppe af 35 små og store kongeriger. De danske hertugdømmer Holsten og Lauenborg var ligeledes medlemmer.